ARTIKEL FRA GRØN KIRKE 6. april 2021

kirke grdInspiration fra Føllenslev Kirkegård 

På Føllenslev Kirkegård arbejder graveren Connie – oftest helt alene. Føllenslev Kirkegård ligger på landet mellem Holbæk og Kalundborg og er en lille kirkegård, der sammen med Særslev Kirkegård tæller to medarbejdere. Men at Connie arbejder meget alene, sætter ikke en stopper for, at hun har mange planer og drømme om at skabe smukke og bæredygtige initiativer på kirkegården. Tomme gravsteder bliver ved med at komme til, og Connie har derfor truffet en beslutning om at plante store staudebede med plads til urnenedsættelser, hvor der før har været større kistebegravelsespladser. På Føllenslev er der et område på små 200 m2 fordelt på to lange striber på ca. 30 m, som skal inddrages til staudebed. Den første del af projektet er skudt i gang, da et område på ca. 18m2 allerede er plantet til med både nyindkøbte og genbrugte stauder fra gamle gravsteder. Designet for anlægningen af staudebedene fik Connie lavet gratis i samarbejde med sin lokale planteskole, der kunne vejlede om sammensætningen af stauder, og hvordan de skulle plantes i bedet i forhold til hinanden. Arbejdet fortsætter i takt med, at der er tid fra alle de andre faste opgaver på kirkegården.

På Føllenslev Kirkegård er der også opsat flere fuglekasser til både mejser og stære, og selvom de ikke alle er beboede endnu, så byder de dyrelivet helt indenfor. Foran kirken er der nogle skrånende græsstykker, som nogle steder ikke kan slås med den store græsslåmaskine. I stedet for altid at skulle finde den lille maskine frem og bruge ekstra meget tid på de områder, så drømmer Connie om at plante hostaer eller andre stauder
eller buske, som kan klare sig under de store træers skygge og være med til at skabe liv og mindre vedligehold på de uudnyttede områder. Der er ligeledes flere områder på kirkegården, hvor der er plads til at lave et opholdsrum fyldt med dufte, farver og former af blomster og buske, hvor det er muligt at tage et hvil på en bænk. På den måde kan der på kirkegården skabes små oaser med fokus på sanselighed og hvile, som er godt for både dyr og mennesker. Stederne er blevet udset af Connie, men drømmene må stå i kø, indtil
der er tid og penge til at udføre dem.

 

 

 

Slutteligt har Connie et ønske om at lade den vilde natur råde på den anden side af kirkemuren, hvor græsmarker og skel støder op til kirken ogkirke grd1 kirkegården. Som det er nu, bliver alle planter i enmeters afstand på ydersiden af kirkemuren skåret ned, fordi det er sådan, man plejer at gøre. Men fremover ønsker Connie at lade naturen få frit spil og kun skære ned, når det er nødvendigt i forbindelse med maling eller vedligehold af muren.